Rockhistorier

Bifrost, –  historien om guitarist Finn Jensen og hans Fender Telecaster, af David Springborg.

Bifrost var en rockgruppe, der blev dannet i begyndelsen af 1970’erne i København af Tom Lundén og Finn Jensen.

Bandets debutplade blev indspillet i Sweet Silence studiet med selveste Stig Kreutzfeldt som lydtekniker og Poul Bruun som primus motor. Bandet havde mange farverige medlemmer bl.a. Annapurna med det borgerlige navn Peter Elversang (!)

Finn Jensen var guitarist og sanger. Samtidig var han optaget af østens filosofier og religiøse bevægelser. Som discipel af den indiske guru Narayanananda fik han navnet Suribikas.

Det var under det navn, at jeg oplevede Finn Jensen som barn. Min far boede sammen med ham i kollektivet Fællesgården på Holmbladsgade. Det var et slumstormet hus, som var fuld af hippier, liv og musik. Jeg var glad for at være der sammen med min bror Carlos, når vi besøgte vores far Peter. Der var mange kærlige og sjove mennesker, men ikke Finn Jensen/Suribikas. Han var ikke glad for børn.

Jeg husker, at han engang afbrød en jamsession i fælleskøkkenet for at bede mig om ikke at spille med. Det forstyrrede ham – jeg var vel 8-9 år.

Jeg mindes også at sidde om morgenen med havregrynene og glo på en halvnøgen og hel-fuld Finn Jensen, der råbte “jeg er den bedste, jeg er den bedste!” stående oven på spisebordet.

Finn Jensen var en sublim musiker og rigtig gode venner med min far. Ligesom mange andre i den tid indtog han mange stimulanser og døde alt for tidligt i 1987 efter år med sygdom. Han sidste udgivelse var et kassettebånd med titlen GUD.

Mange år efter mødte jeg mennesket “Spille-Niels” gennem den svenske musiker Bertil Jansson, som også havde sin gang i Fællesgården. “Spille-Niels” ejede en gammel ramponeret Fender Telecaster, som jeg blev interesseret i. “Spille-Niels” prøvede at sælge den til musikforretningen Aage Jensen, men da salget ville indvirke negativt på hans kontanthjælp, fik jeg mulighed for at købe guitaren af ham.

Guitaren var autentisk, god og fra 1966, men samtidig ret smadret til min smag. Nogen havde i et skævt øjeblik sidst i 1970’erne høvlet lakken af og malet den med vægmaling. Jeg lavede lidt research og fandt til min overraskelse ud af at “Spille-Niels” og Finn Jensen var barndomskammerater, og endnu mere interessant, at guitaren var den som Finn Jensen havde brugt til indspilningerne med Bifrost! (se billedet)

Jeg har haft guitaren nu i 10 års tid og har endelig besluttet, at den skulle tilbage til sit originale look. Jeg har derfor bedt specialisten Thomas Devantier, om at lave en total istandsættelse/refinish af guitaren med respekt for og bibeholdelse af alle originale dele.

Jeg har lige modtaget resultatet i dag efter mange måneder. Guitaren fremstår som den oprindelig var skabt i Olympic White finish, og Thomas har ældet de istandsatte dele, så guitaren fremstår som et smukt hele. Den spiller sublimt, og jeg glæder mig til at afprøve, om der gemmer sig toner af Finn Jensen og Bifrost i den.